torsdag den 25. oktober 2012

Unikke sutsko


Siden jeg som 3-årig begyndte i børnehave har jeg ejet et par Mao-sko, og ligesom mig har tusindvis af børn og voksne over årene stukket fødderne i et par sorte eller blå bomuldssko fra Kina.


Med efterårets komme, er det igen blevet fodkoldt hjemme hos os, og selv om jeg ikke synes, at det er jordens mest elegante fodtøj, så gik jeg endnu engang i Irma og  investerede i et par nye sutsko. 


De bliver hurtigt slidte og holder ikke mere end én sæson, så det kan virke lidt fjollet at begynde at pynte på dette brug-og-smid-væk produkt. Men jeg syntes alligevel, at de nyindkøbte sko trængte til lidt personlighed.


Så jeg har broderet små blomster på skoene med broderegarn i bomuld med millesfleurssting. Inde i hver blomst har jeg syet en lille glasperle fast.

Min familie synes, de er lidt barnlige, men jeg bliver i godt humør af at se på dem, og så holder de mine kuldskære fødder varme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.